Flintsten eller flintesten, er en hård sten som hovedsageligt består af kvarts med et glasagtigt udseende og med sedimentær oprindelse. De har mange gange kalk på ydersiden, i huller og flintesten findes normalt sammen med kridt og/eller gips.

Flintesten findes hovedsageligt i lag fra juratiden og i øvre kridt i op til 10 cm uregelmæssige formede knolde. Flintesten består hovedsageligt af kryptokrystaller (kornstørrelser mindre end 1 mikrometer) Chalcedon (siliciumdioxid). Flint er derfor et amorft stof og udviser ingen brudlinjer eller symmetrier, som krystallinske stoffer gør.

Indeslutninger af vand og luft, med størrelser på mindre end hvad et mikroskop kan forstørre, giver nogle flintesten en lys farve og kulstof farver den sort. Krystallografisk er der udover Chalcedon forskellige SiO2-modifikationer som f.eks.: kvarts, jaspis opal, achat.

Flintestens dannelse er ikke fuldstændig afklaret. Formodenligt sørger kiselsyreholdige opløsninger ved diagenese for en fortrængelse af karbonater. Skaller og skeletter fra kiselsvampedyr og kiselalger i flintesten dokumenterer den organiske oprindelse.

Herefter fulgte kiselsyredehydrering indefra og ud, hvilket giver flintesten sin løglignende struktur.

I dag spiller flintesten en mindre rolle som råstof. I nogle typer af asfaltbelægning på veje, anvendes flintesten til iblanding for at forbedre asfaltens reflekterende virkning. Fint malet flintesten anvendes som slibemiddel.

Fra det 16. århundrede til det 19. århundrede tjente ildsten (flintesten) i fyrtøj. Ildstenen slog mod et slagjern der herved gav en lille byge af gnister som tændte et let brændbart pulver.