Jelingstenene er en samlet betegnelse for to runestene i Jelling. Runestenene udgør sammen med Jelling Kirke og de to kæmpegravhøje Jellingmonumenterne, som er optaget på UNESCO’s Verdensarvliste.
De to runesten afspejler overgangen fra den hedenske vikingetid til den kristne middelalder. Den mindste runesten er ældst, formentlig fra ca. 935. Den er rejst af kong Gorm den Gamle til minde om hans hustru Thyra Dannebod. Stenen er også den ældst bevarede danske kilde, hvor Danmark nævnes i skriftlig sammenhæng.
Den Store Jellingsten er sværere at tidsfæste, men den er formentlig blevet rejst mellem 960 og 985 af Gorm og Thyras søn Harald Blåtand i Jelling til minde om hans forældre. Stenens indskrift beretter samtidig om Haralds fortjenester. Han samlede Danmark og gjorde danerne kristne. Stenen består af tre forskellige sider. Den ene side er indgraveret med runer, den anden side består af et fabeldyr, og på den tredje side af stenen er et korsfæstelsesbillede af Kristus.
Stenen er udført i Mammenstil, en af den sene vikingetids stilperioder. I selve tilhugningen bærer stenen præg af vesteuropæiske indflydelse. I modsætning til den traditionelle nordiske med dybe indhug i hårde granit, er denne sten blevet frithugget, så drageslynget og den øvrige udsmykning danner et plant relief. Det er en teknik, man brugte til blødere sandsten i bl.a. Tyskland og England. De eneste relieffer i nordisk stil er udført i kalksten eller sandsten. Den eneste direkte europæiske parallel er irske granitkors. Selve runeindskriften er også udført efter vesteuropæisk tradition, i stedet for den traditionelle lodrette eller båndformede tekst har denne sten tekst i vandrette linjer. Dette følger latinske form og efterligner derved et dokument nedskrevet på pergament. Preben Meulengracht Sørensen har påpeget, at dette markerer en skift i den måde, runestenen blev brugt på. Traditionelt havde indskriftens formål været at beskrive og fastholde, mens denne sten havde et kommunikerende formål; den skulle fortælle kongens budskab.[Meulegracht-Sørensen har på den baggrund betegnet denne sten som et af de ældste levn til den begyndende latinske skriftkultur i Norden.
Stenen bliver ofte betegnet som Danmarks dåbsattest, og den er også rejst med det formål at proklamere kongens dåb og derved etablering af kristendommen som landets statsreligion. Stenen markerer en af de vigtige faser i den langvarige proces, der førte til religionsskiftet i Norden.
