Stonehenge er beliggende på Salisbury Plains i England ca. 137 km sydvest for London. Stonehenge er en stor dobbeltcirkel af sten. Indercirklen er bygget af mindre, lokale sten, mens de store ydersten er fragtet til stedet fra et stenbrud flere hundrede kilometer væk. Mange af disse store megalitter vejer mange tons. Monumentet menes at være bygget færdigt for ca. 4000 år siden.
William Cunnington udførte de første kendte udgravninger på stedet i 1798. I april 2008 gennemførtes en omfattende udgravning af et 3x4 meter stort område inden for kredsen af sten. Udgravninger foregik under ledelse af de to Stonehengeeksperter og professorer Timothy Darvill fra Bournemouth University og Geoff Wainwright, formand for Foreningen for Oldfund i England (Society of Antiquaries). De 12 dage, hvor de mest spektakulære udgravninger foregik, blev løbende fulgt og dokumenteret af BBC’s historieafdeling Timewatch. Det mest markante resultat af udgravningerne var en veldokumenteret teori og påvisning af Stonehenge som et centrum for helbredelse evt. i form af healing, og de to eksperter antager, at stedet tiltrak såvel syge som folk med evner til at helbrede. [1] Samtidig lykkedes det også de to forskere at datere opførelsen af Stonehenge til år 2300 før vor tidsregning.
Stonehenges lintel-sten, trestenssamlingerne og Sarsen-cirklen holdes fast af mortise og tenon-samlinger.